COSIMA

TC: Føler du det sidste år, med den sociale distancering, has it affected how you think about the things you used to do that were just completely normal?

Cosima: It's funny because I've always been a bit of a hermit, so...

TC: Me too. I love it. I'm a recluse. I love being in the house.

Cosima: Same. I think that's really interesting. I'm very much like studio, home, anything that's to do with work and then home because that's just what fulfills me. Making art fulfills me so much that I've never really had that burning need for anything outside of it, which I don't know if that's a good thing or a bad thing or something I need to speak to my therapist about, probably all of those things. I think it's made me think more about empathy, og det har været rigtig interessant at se folk opdage, at der er alle disse mennesker, der har været nødt til at leve på en bestemt måde i rigtig lang tid. Selv med sidste sommer, hvor næsten alle var ligesom, IH, du godeste, som racisme, som om det er en ting.

TC: Højre. Vi har forsøgt at fortælle dig det i årtier. Hjælp os!

Cosima: Ja. Så jeg har ikke brug for en infografik til min levede oplevelse. Det har været interessant, at se nogle mennesker virkelig vågne op til, selv i Storbritannien, det faktum, at rigtig mange børn lever under fattigdomsgrænsen. Det chokerede mig, at så mange mennesker var så overraskede over det. På nogle måder at se en bestemt type empati blive låst op i mennesker, men så på andre måder, ser en fuldstændig mangel på det. Så jeg tror, ​​det har været det, jeg har tænkt mest på.

TC: Hvordan har din arbejdsproces været i år? Hvordan har du ændret dit sprog, eller hvordan du forholder dig til mennesker?

Cosima: Min formidling af ideer og tanker er blevet meget bedre. Også selvom du arbejder med producenter, du kunne ikke sidde med nogen, så du kan ikke sidde ved siden af ​​nogen og gennemgå tusind lyde for at prøve at opsummere en følelse. Du skal være meget mere direkte. Jeg tror, ​​det er noget, jeg altid har kæmpet med. Jeg ville være ligesom, det føles sådan, eller det skulle lyde sådan her, eller det er denne type ting. Og endda med kreative, Jeg har været nødt til at lære at destillere tingene ned i en sætning, hvor man bare siger præcis, hvad man går efter.

TC: Fortæl mig om din barndom. Hvad var det ligesom?

Cosima: Jeg voksede op i London, og på min mors side, Jeg er halvt tysk, så vi har også brugt meget tid med min mors familie i Tyskland.

TC: Godt, hvordan var det at vokse op for dig der i London?

Cosima: Jeg voksede op i Peckham, som er en super blandet del af London. Jeg ved ikke, om jeg nød det på det tidspunkt, men jeg tænker at se tilbage på det, Jeg var meget taknemmelig for at vokse op her, fordi man bare ser så mange forskellige slags virkeligheder. Og jeg tror igen, det er derfor, det altid overrasker mig, når folk bliver chokerede over realiteter, der altid har eksisteret. Jeg tror, ​​du også kender mulighederne for menneskelige følelser og menneskelig smerte, men du ser også, hvor ens kernefølelserne er. Bare at være omkring så mange forskellige slags mennesker, høre forskellige typer musik, men på en virkelig personlig måde, because you all live so close together that whatever someone's cleaning to upstairs, you can hear it, and whatever someone's crying to downstairs you can hear that too. It's almost like you're constantly eavesdropping on each other and overhearing parts of people's conversation. I think that's probably influenced me so much as a storyteller.

TC: So what was your first musical memory? Do you remember when you first felt like you loved music?

Cosima: We used to clean the house with my mom on a Sunday, and I remember distinctly there was a Louis Armstrong song that intrigued me because I'd never heard a voice like that. So I think I walked around the house trying to copy whatever sounds he was making. And then it was an Afro-Cuban All-Stars CD as well. When I hear those records, I can smell bleach. Der er bestemt musik, når du lytter til den, så ubevidst, så tidligt, det lever bare i dig som en del af dit DNA.

TC: Hvornår troede du, at det er noget, jeg skal gøre. Jeg skal lave musik. Jeg har brug for at udtrykke mig på denne måde?

Cosima: Jeg indså, at sang var en befrielse for mig, da jeg opdagede Judy Garland, fordi jeg synes, jeg var ligesom 12 eller 11 og min ven gav mig en cd, og jeg kan huske, at jeg lige hørte hendes stemme, og der er en sang, hun sang, der hedder (Kære hr. Gavl) Du fik mig til at elske dig, og det var bare sådan, Jeg ved ikke, der er bare noget ved hendes stemme, der bare rører dig. Og jeg kan huske, at jeg altid har sunget med på det. Og så vidste jeg, at sang var noget særligt for mig. Og så, gennem mine teenageår, det blev noget, der blev tydeligere og tydeligere.

Da jeg var som 18, jeg var som, okay, Jeg har brug for dette. Jeg er nødt til at gøre dette så meget som muligt. Det er bare noget, jeg elsker at lave. Og så svingede jeg altid mere og mere til det. Det var mindre en karrierebeslutning, mere af en, hvordan kan jeg komme til et sted, hvor alle mine timer i døgnet kun er fokuseret på dette.

TC: Fortæl Blanc-publikummet om din musik. Hvordan er det, og hvad skal de føle, når de lytter til det?

Cosima: Jeg synes, det er meget ærligt, og jeg synes, lyden ændrer sig meget, men jeg prøver altid at holde det så rent og så ærligt som muligt i forhold til min stemme og tekster. Jeg ville håbe, at de bare ville føle, fordi jeg tror, ​​man kan læse hvad som helst i en sang. Jeg tror, ​​hvordan folk optager sange, handler meget om dem, mindre om, hvad kunstneren forsøger at sige. When I listen to music, hvis jeg ser mig selv i sangen, det er da jeg bliver rørt af det. Så jeg ville håbe, at de bare ville føle. Det meste af tiden, når jeg taler med folk om min musik, det bliver meget følelsesladet.

TC: Virkelig?

Cosima: Ja. Ja.

TC: Hvor kommer den følelse fra? Kommer det af livserfaring, eller kommer det bare af at skabe værket?

Cosima: Det kommer helt sikkert fra livserfaring. Nogle gange ville jeg ønske, at det kom fra noget mere abstrakt, eller når man forestiller sig historier om ting. Musik er som at finde måder at håndtere hvad livet er og finde måder at fejre hvad livet er, fordi noget forfærdeligt kan ske. Men hvis du skriver en smuk sang om det, det er som om du har givet dig selv, dig der var i den situation, en gave hvor det er som her, dette er din historie. Jeg har fortalt det.

TC: Kan du nævne et tidspunkt eller noget, der er sket med dig, som har ændret dig dybt?

Cosima: Jeg føler, at mit liv har været mange forandringspunkter. Jeg omtaler altid livet som boksning. Det sker i omgange. Min far var også bokser, så det er bare sådan jeg tænker.

TC: Også min.

Cosima: Ja, så det er sådan jeg tænker om livet. Jeg synes, det er som runder. Så jeg gætter på, at der sker en ændring mellem hver runde. Så du er nødt til at græde din lagt ud på gulvet, hvilket jeg altid gør. Og så går jeg ind i næste runde. Jeg prøver at tænke på et bestemt øjeblik.... endda lige før jeg besluttede mig for at starte mit pladeselskab og acceptere frihedens udfordringer.

Det var en stor ændring, fordi der havde været punkter før da, da jeg tror, ​​jeg bare følte, at jeg var i et hjørne, som jeg ikke kunne komme ud af.. Når jeg er i et hjørne, er det som regel, når jeg finder ud af det.

TC: Hvorfor startede du dit eget pladeselskab?

Cosima: Hver kunstner har en anden formel, der fungerer for dem. Jeg tror, ​​du skal vide i din sjæl, hvad der virker for dig specifikt. Jeg har altid været en person, der har valgt frihed til at være mig selv frem for komforten af ​​måske en situation, hvor jeg ikke har den samme type frihed. Jeg er musiker, Jeg satte musik ud, og alt er bundet sammen i noget kommercielt. Men for mig, den første kommercielle levedygtighed er ikke min topprioritet. Min topprioritet er at sætte kunst ud i den verden, som jeg er stolt af. Og den er så personlig, at jeg bare gerne vil eje den. Ja. At, for mig, er den største ting, bare at eje min kunst og ikke engang af økonomiske årsager, kun af kunstneriske årsager.

Jeg er kunstner på godt og ondt, jeg tror.

TC: Hvad er dine musikalske påvirkninger?

Cosima: Så mange, I'm so bad at listing them because I would just go on forever and ever. The most formative ones, jeg tror, or singers like Nancy Wilson, obviously Judy Garland, Barbara Streisand, Sammy Davis, Jr. Just anyone that communicates feeling because I think that's always been one thing, I love when someone is technically amazing, but for me, what moves me is if they're technically amazing and they really communicate a feeling, or if they just communicate emotion with the tools that they have. If that's like two notes of a range and they can communicate emotion with that, that inspires me.

TC: Tell me about your new music.

Cosima: It's very personal. And it's a body of work that's like me saying farewell to a time and it's called The Fun Is Here? But with a question mark, because it's about the constant search for happiness outside of yourself. And of course, you never find that because you can't find happiness somewhere else. You have to figure out what's going on inside. And the project is about me trying to figure that out.

TC: What kind of artist do you hope to be in 10 flere år?

Cosima: I 10 flere år, I hope to be the kind of artist who can look around and maybe just know that the music I've made has moved people. Some artists I have in my life that I've looked up to where I've heard a song by them and just because I've heard that song, I want to go and write a song, or I want to make music, or I want to go and revisit what I do and make it better. And I think those are the artists who didn't have to touch everyone in the world, men de mennesker, de rører ved, de inspirerer til handling hos dem, og det er den slags kunstner, jeg gerne vil være.