MUSIK
Nana Adjoa
Raw Resurrection
Photo by Latoya Van Der Meeren
Ord af Zachary Weg
The art-pop of Dutch-Ghanaian musician, Nana Adjoa, er for alle stræbere og kæmpere på den hårde dag. Som hendes sikre og sublime debutalbum, Store drømmemyrer, viser, the late-twenties multi-instrumentalist and singer has an almost telepathic sense of what makes humans love, long, and tick. Through florid lyrics that cut to the core and wonderfully unpredictable instrumentation, Adjoa does no less than paint the beating heart in all its precious messiness.
Raised in the Netherlands where, as she says by phone, she and her friends "made noise" in different bands during her teen years, the artist went on to the esteemed Conservatorium van Amsterdam jazz program but felt somewhat bound by its strictures. Later, she entered the country's biggest pop competition and consequently made it to the finals and got a manager. The initial musical offering of Adjoa's was, then, her two-part EP, Down at the Root, hvoraf den første halvdel blev udgivet i 2017 og den anden i 2018. Selvom ikke en formelt uddannet sangerinde, hun greb øjeblikkeligt lytteren med sin raspende stemme på sange som country-farvede "Carmen" og blæren "En del af det," som behageligt minder om det rene eventyrlyst i Deradoorians The Expanding Flower Planet (2015). Mere markant, der er en mur af lyd på både Down at the Root og den efterfølgende EP, En fortælling så velkendt (2018) at Adjoa lige på river ned, styrter igennem den med en vanvittig hær af vanvittige trommer, quicksilver synths, og høje horn. Ventetiden på hendes debut-LP var, uden tvivl, spændt ventet.
Store drømmemyrer gør, faktisk, annoncere ankomsten af en af de mest eftertænksomme, men alligevel spontane, rent spændende kunstnere inden for samtidsmusik. Albummet er lige under fyrre minutter, men Adjoa har meget at sige her. Taler om oprindelsen af albummet, siger hun, "Jeg havde været i LA, og det fik mig til at føle mig som en lille person i en stor verden. Også, da jeg var i studiet, Jeg samlede en masse billeder og alle disse billeder var enten en lille person i et meget stort rum eller en masse små mennesker alle sammen som de olympiske lege, billeder af mennesker, der forsøger at opnå noget." Sangskriveren miner så samtidig presserende og tidløse motiver som identitet, patriotisme, og lyst. "Du kender din Herre og hvordan han har ventet,/Du ved, at dette oprør aldrig vil blive gammelt eller forældet," Adjoa synger på den fantastiske guitar-fuzzed åbner, "Nationalsang," og, i netop denne skarpe kuplet, hun har fortalt historien om nødstedte byboere rundt om i verden, gennem årtierne.
"Jeg tror, at disse temaer har været i alles sind," hun reflekterer. "For mig, har to baggrunde, min far er fra Ghana, min mor fra Holland, Jeg har altid været interesseret i mine forældres baggrund for at forstå, hvem jeg er." Big Dreaming Ants kunne uden tvivl høres som Adjoa, der aktualiserer sig selv på plade. Mens på et spor som det klangfulde "Intet værelse," hun længes efter "forestil dig min vej ud af dette aflukkeliv," på en sådan som hymnen "Hun er stærkere," hun sigter efter at være den, der "trækker det hele på egen hånd" og være en hårdere udgave af sig selv. Gennem hele albummet, som er en slags spirituel efterfølger til Wilcos bombe Yankee Hotel Foxtrot (2002) med sin målrettet upolerede lysstyrke, Adjoa hævder ikke at have alle svarene. I stedet, hun belønner publikum med vitale spørgsmål: hvem er du? Hvad står du for? Hvad tror du på?
Som en elektrisk guitar hvirvler under en himmel af svævende strenge på Big Ants Dreaming closer, "Jeg vil forandre mig," Adjoa synger af "en sommerfugl i et bur" og "rå opstandelse." Det er, hvad kunstneren har givet: frihed, varme, luft - chancen for at flyve.
